Jeg har altid været et utroligt ambitiøst og drevet menneske. Jeg tror en stor del af grunden til dette er, at jeg er vokset op i en familie, hvor drømme ikke bare var noget man havde om natten, men noget som man aktivt arbejdede sig hen imod i løbet af dagen. Hver eneste dag! Ingen i min familie tog på arbejde, bare for at få en månedsløn der kunne få tingene til at løbe rundt. Der var altid større mål: det næste trin i karrieren, en ny bil, et større hus, en rejse til et andet land og så videre. Enhver handling havde et mål, som vi var bevidste om, og succes var noget vi fejrede sammen.
Jeg er glad for at være vokset op i de omgivelser, fordi det virkelig har smittet af på mig. Det var grunden til, at jeg klarede mig bedre end nogen anden i skolen. Alle dem jeg omgav mig med i skolen, havde tilgange der var anderledes end mine. Der var de typiske ”Alt over bestået er spildt arbejde”: dem for hvem skole var noget de var blevet tvunget ud i, og bare ville have overstået uden at dedikere sig til det. Der var også nogle der var super kloge, men kun interesserede sig for et enkelt felt: typisk var det nogen, der helt naturligt fandt et enkelt eller to fag nemme at gå til, fik en masse selvtillid ud af det, og derved havde mere energi og optimisme når de stødte på udfordringer i de andre fag. Men ultimativt var folk ikke specielt ambitiøse: skolen præsenterede dem for nogle udfordringer, og de havde den tilgang, at problemerne skulle løses, fordi det nu engang er det skole handler om.
Men det er ikke det skole handler om. Ikke i min familie i hvert fald. Uanset om vi taler folkeskole, gymnasie eller universitetet, så er uddannelse noget vi i min familie betragter som et skridt i den rigtige retning. Det er et værktøj: en nøgle, der åbner døre. Hvis man lægger nok kræfter i det, så kan man åbne stort set enhver dør senere hen. Jeg var derfor motiveret til at lægge alle kræfter i, uanset hvor let eller svært jeg fandt et emne eller fag. Det betød at jeg endte ud med topkarakterer indenfor alt, og endte ud med et fantastisk diplom og tonsvis af anbefalinger på rekord-tid.
Jeg brugte disse til at åbne døren til en lukrativ karriere. Her arbejdede jeg mig ligeledes op, og fik efter et stykke tid råd til drømmebilen: en Audi A8.
Det var en fantastisk følelse at have en drømmebil, og så være i stand til at købe den kontakt! Jeg fløj på en lyserød sky i flere måneder. Jeg ville ikke risikere at miste den følelse, hvis noget skulle ske med bilen, så jeg skrev mig naturligvis op til alt det Audi service jeg kunne komme i nærheden af. Jeg kunne dog stadig ikke slappe af. Det gik op for mig, at min bil var blevet en slags fængsel: jeg var bange for at køre i den, fordi jeg ikke ville have, at noget skulle ske med min drøm!
Men så gik det op for mig: en drøm er ikke noget du besidder og kan risikere at skade. En drøm er noget vi ikke besidder, og kun kan arbejde os hen imod at få. Min frygt for at miste bilen var altså bevis på, at jeg havde glemt at drømme: der var intet jeg arbejdede mig hen imod. Jeg var i ”mål” og det gjorde mig angst og deprimeret. Så jeg satte mig ind i min bil, kørte rundt en weekend, og lod mine tanker flyve alle steder hen: Mandag morgen var jeg mere motiveret end nogensinde før, og var i fuld gang med at arbejde mig hen imod min næste drøm!